Lokalplanens baggrund

Lokalplanområdet

Området ligger i byzone og omfatter matrikel nr.: 4ar, 4eb, 4au, 4av, 4aø og del af 4ax og 4eh alle af Gørlev By, Gørlev, og afgrænses som vist på fig. 1. Området har et grundareal på ca. 9.200 m² og er beliggende i udkanten af Gørlev by i den sydvestlige del af byen. Området består i dag af tre boliger og en erhvervsbygning med udvalgsvarebutikker med tilhørende parkeringsareal og et grønt areal.

Fig. 1 Lokalplanområdet og dets omgivelser, Luftfoto optaget 2019.

Foto (2021) Lokalplanområdet set fra Gørlev Landevej

Foto (2021) Lokalplanområdets eksisterende bygning med tilhørende parkeringsareal set fra Kirkevangen

Foto (2021) Eksisterende ejendom inden for lokalplanområdet set fra Kirkevangen

Foto (2021) Eksisterende ejendom inden for lokalplanområdet, set fra områdets eksisterende varegård/indkørsel

Foto (2021) Eksisterende vejadgang og del af varegård, set inde fra lokalplanområdet

Foto (2021) Eksisterende grønne areal mod tankstationen sydøst for lokalplanområdet, set fra Gørlev Landevej

Området er ikke omfattet af en lokalplan og det ønskede projekt er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Området har i dag vejadgange fra Kirkevangen til hhv. områdets eksisterende udvalgsvareforretninger og 2 parcelhuse.
På områdets sydlige del ligger der et grønt område, som består af tæt krat og høj beplantning, der er udpeget som potentielt naturområde.

Lokalplanområdets omgivelser     

Lokalplanområdet ligger i udkanten af Gørlev, i den sydvestlige del af byen. Selve lokalplanområdet er afgrænset mod sydvest af Gørlev Landevej, mod nordvest af Kirkevangen og en dagligvarebutik, mod nordøst af en bolig og en daginstitution og mod sydøst ligger en tankstation med tilhørende kiosk. Ca. 150 m nordøst for området ligger Gørlev Idrætsefterskole og over for denne ligger Gørlev Kirke. se fig. 2.

Fig. 2 Lokalplanens omgivelser med udvalgte byfunktioner. Lokalplanens område er markeret med en rød prik.