Kommuneplanen
Lokalplanområdet er omfattet af Kalundborg Kommuneplan 2021-
2032. Kommuneplanen fastsætter hovedstrukturen for hele kommunens arealanvendelse, dels ved retningslinjer for arealanvendelsen og dels rammer for indholdet i de fremtidige lokalplaner.
Mål
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommunens overordnede mål for bæredygtig erhvervsudvikling, da den understøtter udviklingen af området med gunstige vilkår for virksomheder med grønne, bæredygtige løsninger/anvendelser.
Kalundborg Kommune har endvidere som erklæret mål, at understøtte industriens energieffektivisering samt omlægning til vedvarende energi. Lokalplanen er i overensstemmelse med dette, da PtX-anlægget har til formål at udnytte overskudsenergi eksempelvis fra de nærliggende vindmøller.
Kommuneplanrammer
Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med rammebestemmelserne, idet der ikke er en gældende kommuneplanramme for tidspunktet for lokalplanens udarbejdelse.
Derfor er der udarbejdet et kommuneplantillæg, som sikrer, at der er den nødvendige overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan. Kommuneplantillæg nr. 5 omfatter det samme område som lokalplanen, og er en udvidelse af rammeområde H3.T03.
Områdets anvendelse er fortsat teknisk anlæg.
Kommuneplantillæg nr. 5 offentliggøres samtidig med lokalplanen og fastsætter følgende bestemmelser for lokalplanlægningen inden for rammeområdet.
Rammeomr. | H3.T03 |
Anvendelse | Teknisk anlæg |
Specifik anvendelse | Vindmølleanlæg og teknisk anlæg |
Zoneforhold | Landzone |
Fremtidig zoneforhold | Landzone |
Maks. etager | For brintanlæg: 2 |
Maks. bygningshøjde (m) | For vindmølleanlæg: 140,5 m For brintanlæg: 8 m |
Bebyggelsesforhold i øvrigt | For vindmølleanlæg: Potentiale for mølleopstilling: 6 stk. på 140.5 m. Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være mellem 1:1 og 1:1,3. Møllerne skal have samme rotordiameter og opstilles med samme indbyrdes afstand. Møllernes nav skal ligge på linje, således at vindmøllerne afspejler de overordnede linjer i terrænet. Den indbyrdes afstand skal være mindst 3 x rotordiameteren og maksimalt 5 x rotordiameteren, medmindre VVM-vurderingen kan dokumentere, at en anden indbyrdes afstand er nødvendig og hensigtsmæssig. Møllerne skal være ens med hensyn til størrelse, udseende,materialevalg, omløbsretning og omdrejningstal samt være 3-bladet. Der må ikke være reklamer eller logo på vindmøllerne. Mølletårne og vinger skal farvesættes med samme lysegrå farve og udføres med ikke-reflekterende overflader. For brintanlæg: Enkeltstående komponenter tilknyttet anlægget, såsom antenner, afkast o. lign., kan tillades med en maks. højde på 16 m. |
Friarealer og beplantning | For brintanlæg: Eksisterende træer og beplantningsbælter langs Nykøbingvej og grusvejen mod syd, ved Nykøbingvej 58, skal bevares i deres helhed for at fungere som økologiske forbindelser samt afskærme og opbryde oplevelsen af anlægget i det åbne land. |
Miljøforhold | Miljøklasse 5-7 |
Andet | For vindmølleanlæg: Ved lokalplanlægning for vindmøller skal der gennemføres en vurdering af virkninger på miljøet (VVM). Se i øvrigt retningslinjer for vindmøller i kommuneplanens hovedstruktur. En del af området er omfattet af skovbyggelinje. En del af området er udpeget som § 3-områder. |
Grønt Danmarkskort
En mindre del af området mod øst er udpeget og omfattet af Kalundborg Kommuneplans udpegning af økologiske forbindelser, som er en del af Grønt Danmarkskort. For at understøtte udpegningen af økologiske forbindelser, fastsætter lokalplanen bestemmelser om bevaringsværdige træer og beplantning.
Udpegningen skal blandt andet sikre, at udvikling sker under hensyntagen til beskyttelsen af det naturlige dyre- og planteliv samt at der etableres spredningsveje for dyr og planter mellem naturområderne, så den biologiske mangfoldighed fremmes.
For et styrke Grønt Danmarkskort yderligere er det aftalt mellem Kalundborg Kommune, bygherrer og dennes rådgiver, samt grundejer, at der etableres erstatningsnatur i tilknytning til den økologiske forbindelse, som berøres af lokalplanen, således den økologiske forbindelse ikke svækkes. Beplantningen skal bestå af en variation af hjemmehørende arter.
Ovenstående sikres gennem en deklaration.
Planlagt trafikanlæg
Dele af området for PtX-anlægget ligger indenfor en arealreservation til et planlagt trafikanlæg, som fremgår af Kalundborg Kommuneplan 2021 - 2032. Denne fremgår af retningslinje 4.26.2 som udvidelse af Landevej 602, Gardergård - Bromølle samt Gudum - Kragerupgods. Der skal i forbindelse med lokalplanens vedtagelse tinglyses en deklaration om, at PtX-anlægget skal nedtages erstatningsfrit, hvis det bliver aktuelt at udvide vejens forløb indenfor PtX-anlæggets levetid.
Ovenstående sikres gennem en deklaration.
Oversvømmelse og erosion
Enkelte områder er udpeget som bluespots, men ingen af betydning indenfor lokalplanens afgrænsning.
Drikkevandsinteresser
Lokalplanområdet ligger inden for Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD), dog uden for Nitratfølsom indvindingsområde (NFI) og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Det vurderes, at det tekniske anlæg i form af et PtX-anlæg ikke er en grundvandstruende virksomhed, da virksomhedens primære aktivitet er at spalte vand til ilt og brint gennem elektrolyse, hvoraf "restproduktet" vil være ilt og vand. Der vil være et mindre oplag af olie til vedligeholdelse af anlæggets komponenter. I forhold til olie i komponenterne vil der under selve komponenterne etableres opsamling af olie. Derudover kører der lastbiler, som afhenter containerne med brint. Lastbilerne kører på et befæstet område, hvor afvanding af overfladevand passerer olieudskiller inden videre bortledning. Overfalde-, regn og spildevand skal afledes iht. Spildevandsmyndighedens tilladelse.
Museumsloven
Ved påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i lokalplanområdet kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode det lokalt ansvarlige museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder. Museet skal herpå inden for en frist på 4 uger komme med en udtalelse, der eventuelt vil blive baseret på en arkæologisk forundersøgelse.
Det lokalt ansvarlige museum: Museum Vestsjælland, Arkæologisk afdeling: plan@vestmuseum.dk. (www.vestmuseum.dk)
Har bygherre eller entreprenør ikke indhentet en sådan udtalelse vil udgifter til standsning af arbejdet (i op til ét år) og til arkæologiske undersøgelser påhvile bygherren.
Gældende regler og vejledninger kan findes på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside www.slks.dk.
Naturmiljø
Bilag IV-arter
Der er ikke registreret nogle bilag IV-arter på eller i de nære omgivelser af projektområdet (Naturbasen.dk, Arter.dk, Naturdata.dk).
Inden for lokalplanområdet er der større træer på projektområdet, samt ældre gårdbygninger, som kan være potentielle rastesteder for flagermus.
Flagermus kan findes de fleste steder i Danmark, og de lever af insekter, som de jager om natten og i skumringen. Når flagermus bevæger sig gennem landskabet, anvender de ofte de naturlige ledelinjer, som er i landskabet. Ledelinjer kan være skovbryn, læhegn og bygninger mm. Flagermusen yngler sidst på foråret eller i forsommeren. Her samles flagermushunnerne i kolonier på beskyttede og lune steder, f.eks. under taget på et hus eller i et hult træ. Flagermusene går i dvale om vinteren. Nogle arter samles i store vinterkvarterer som kældre, gamle miner eller gårdbygninger, mens andre foretrækker at sidde skjult i hule træer. Fælles for vinterkvarterene, er at der skal være en stabil temperatur lidt over frysepunktet.
Alle flagermus i Danmark er registrerede på habitatdirektivets bilag IV. Bilag IV-arter må ikke forsætligt dræbes, og man må ikke ødelægge yngle- og rastepladser for arterne.
Af forvaltningsplan for flagermus (2013) kan der forekomme følgende flagermus i området: vandflagermus, troldflagermus, dværgflagermus, brunflagermus, sydflagermus, langøre flagermus og skimmelflagermus.
Det kan ikke udelukkes, at der kan forekomme flagermus i gårdbygningerne eller de ældre træer uden en besigtigelse af ejendommen.
Træer langs vejene bevares i videst muligt omfang, og flere træer er udpeget som bevaringsværdige.
Vandløb
Syd for lokalplanområdet løber vandløbet ’Råmoseløb’, som er naturbeskyttet og udpeget under vandplanerne. Det har dårlig økologisk kvalitet på nuværende tidspunkt. Der må ikke ledes vand til vandløbet, som kan forværre tilstanden.
Miljøforhold
Godkendelsesbekendtgørelsen
Anlægget vurderes at være omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler da fremstilling af brint er optaget på bilag 1, pkt. 4.2-a i Bek. Nr. 2080 af 15/11/2021, Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.
Jordforurening
Der er jf. Miljøportalen kortlagt et areal inden for området, som er forurenenet på vidensniveau 1 (kortlægningsnr. 00301-00026).
En realisering af planen vil indebære, at der skal graves og flyttes jord inden for lokalplanområdet. Ligeledes kan der være behov for at bortskaffe forurenet jord til godkendt modtageanlæg.
Der skal foretages anmeldelse af jordflytning til Kalundborg Kommune jf. BEK nr. 1452 af 07/12/2015 om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord.
Der planlægges ikke oplag i lokalplanområdet, der kan medføre jordforurening. Oplag vil i øvrigt blive reguleret i miljøgodkendelsen, så det sikres, at der ikke kan ske forurening af jorden i forbindelse med driften af virksomheden.
Forsyning
Varmeforsyning
Lokalplanområdet er ikke omfattet af kollektiv opvarmning jf. Kalundborg Kommunes strategiske energiplan 2035.
Etablering af nødvendig varmeforsyning skal være i overensstemmelse med principperne i Kalundborg Kommunes strategiske energiplan 2035 for områder uden for kollektive varmeordninger.
Vandforsyning
Vandforsyningen af lokalplanområdet vil finde sted fra Høng Vandværk.
Servitutter
Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge- og anlægsarbejder.
Privatretlige byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af lokalplanen i henhold til planlovens § 18.
Der er tinglyst en servitut om vejbyggelinje i en afstand på 20 m, ift. Nykøbingvej.