Lovkrav
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK. nr. 448 af 10. maj 2017) er kommunen forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering, hvis en given plan må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Screening
Til at vurdere en eventuel miljøpåvirkning har kommunen foretaget en screening, dvs. en indledende vurdering af, om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering.
Konklusion
På baggrund af screeningen vurderer Kalundborg Kommune, at en realisering af lokalplanen og tilhørende kommuneplantillæg, ikke vil føre til væsentlig indvirkning på miljøet. Kalundborg Kommune vurderer derfor at planforslagenes indhold og karakter ikke kræver, at der gennemføres en miljøvurdering af lokalplanen.
Afgørelsen begrundes med:
- Planforslaget vedrører et mindre område i Kalundborg Kommune på ca. 1,2 ha., hvor en eksisterende landbrugsejendom ændrer anvendelse, men ikke ændrer betydende på miljø- og visuelle forhold.
- Planområdet berører eksisterende økologisk korridor, hvorfor der etableres supplerende beplantningsbælte der forbinder eksisterende tør økologisk korridor med anden våd økologisk korridor. Omtalte beplantningsbælte etableres uden for det afgrænsede lokalplanområde. Det vurderes således at det Grønne Danmarkskort styrkes idet principperne herfor følges og udbygges.
- Anlægget bygges i nærhed af eksisterende vindmøller, der vil fungere som energikilde til elektrolyseprocessen. Anvendelse af strøm genereret af vindmøller til produktion af brint som alternativ til fossile energikilder, bevirker en nettoreduktion af CO2, hvilket understøtter den danske klimapolitik om at reducere den samlede CO2 emission, og bidrager til den grønne omstilling.
Det vurderes samlet, på baggrund af screeningen, at gennemførelse af lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet, og at der derfor ikke skal udarbejdes en miljøvurdering. Der fastsættes bestemmelser i lokalplanen, der bidrager til at sikre, at planerne ikke medfører en væsentlig påvirkning af miljøet. På den baggrund vurderes det samlet, at planen ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af miljøet i bred forstand. Screeningsafgørelsen har været annonceret og offentligt bekendtgjort under planens høringsperiode.